Personlige nøglebrikker til lysstyring i hal
Da de to idrætshaller ved Viby Stadion tæt på Aarhus stod over en udskiftning af belysnings- og ventilationsanlæg, var man bl.a. på udkig efter et mere tidssvarende og energirigtigt løsning. Den tidligere lysløsning bestod af seks tværgående rækker med 180 watt-lysstofrør, installeret i to forskellige kredsløb, der gav mulighed for en primitiv lysstyring, hvor man enten tændte fire eller seks af lysrækkerne ad gangen.
- I en sportshal er det vigtigt at have mulighed for at skabe forskellige lysindstillinger. Visse sportsgrene har brug for særligt lys, ligesom der ofte er private arrangementer og sociale aktiviteter, hvor det er belejligt at have kontrol over lyset, fortæller Claus Fajstrup Nielsen, der er salgsingeniør i Solar.
Solar Light skabte derfor en løsning, der giver mulighed for at skabe præcis det lys, der ønskes. Den største af de to haller blev udstyret med 66 styk Solar Sport LED 132 W, mens der i den mindre træningshal blev installeret 50 styk. Alle armaturer er installeret med DALI-drivere, der gør det nemt at regulere lysindstillingerne.
Baseret på fleksibiliteten fra DALI-driverne har man skabt et system, hvor man ved hjælp af en nøglebrik kan indstille lyset til en række forskellige præprogrammerede lyssætninger. Det betyder, at trænere og halpersonale har mulighed for at ændre lyset inden for de rammer, som er givet dem.
Skulle der i forbindelse med gymnastikopvisninger eller særlige arrangementer være behov for helt unikke indstillinger, kan folk med administratornøgler indstille lyset præcis, som de vil.
Sport LED 132 W-armaturerne er skabt med særligt fokus på lavt vedligehold samt høj modstandsdygtighed og yder hele 114 lumen/watt, hvilket gør armaturet særdeles effektivt.
Den holdbare konstruktion og det beskyttende gitter sikrer samtidig, at armaturet ikke tager skade af en vildfaren fodbold. Armaturet har en levetid på 60.000 timer – fem gange mere end hallens tidligere armaturer – og fordeler lyset i en bred lyskegle, der sikrer et ensartet lys.