”Vores nye belysningsløsning har kostet lige omkring 1 million kroner, og for de penge har vi fået en både bedre og billigere belysning i vores to sportshaller. Så meget billigere at investeringen efter vores beregninger, vil være tjent hjem på fire år,” fortæller Gerhard Meinke, halinspektør for Dybbøl-hallerne i Sønderborg, bedre kendt som Skansen.
Lysrenoveringen, som blev taget i brug i efteråret 2018, omfatter en gammel sportshal fra 1978 og en ”ny” hal fra 2012, som blandt andet er hjemmebane for håndboldklubben SønderjyskE. De forhenværende armaturer med T8 og T5 lysstofrør var for bekostelige i drift og manglede derudover en lysstyring, der kunne tilgodese de forskellige lysbehov, som de forskellige brugere af hallerne har.
”Vi kontaktede fire forskellige parter for at finde den bedste installatør og løsning. Valget faldt på Sydjysk Eltekniq, som var i partnerskab med Solar Light. De var ikke de billigste, men vi træf vores valg ud fra parametrene: tillid, holdbarhed, løsningsforklaring samt historik, og her scorede de bedst,” siger Gerhard Meinke.
Hallerne er nu oplyst af et dedikeret sportshalsarmatur ved navn Sport Lens, der blandt andet udmærker sig ved at overholde Standarden VDE07-10-13, som går på belysningsarmaturers modstandsdygtighed overfor stød og slag i indendørs sportshaller. Standarden kræver en række hårde tests, og armaturer i Sport Lens serien kan blandt andet holde til at blive ramt af en håndbold med 60 km/t.
Styringen af de mange armaturer varetages af en Dali KNX-styring, og det er især denne del af løsningen, der adskiller sig markant fra den gamle løsning.
”Vi har mange forskellige brugere af vores sportshaller og i Dali-styringen har vi fået forprogrammeret omkring 20 specielle lysindstillinger. Med en enkelt kode kan vi nu indstille lyssætningen, så den passer specifikt til de enkelte brugeres belysningsbehov.”
Der er f.eks. en specialindstilling til, når TV2 skal filme ligahåndbold og andre faste indstillinger til spejderloppemarked, halfest, badminton eller hvad det nu måtte være.
”Det hele kan styres fra en tablet eller en mobiltelefon, så vi behøver ikke engang at befinde os i hallen eller end dog i Danmark for at tænde lyset,” fortæller Gerhard Meinke.