Belysning til cruyff-multibane var spot on
I 2017 vandt den danske fodboldstjerne, Kasper Dolberg, Johan Cruyff-prisen – bedre kendt som Årets Talent i den hollandske Æresdivision. Med prisen fulgte også muligheden for at anlægge en kunstgræsbane, og her valgte Kasper Dolberg, at den skulle etableres i hjembyen Voel lidt uden for Silkeborg.
Banen blev indviet i juni 2019, og det var KM Automatik, der i samarbejde med Solar Light vandt opgaven med at sikre god belysning til aftentræningen.
“Jeg synes den er mega fed og passer rigtig godt ind,” sagde Kasper Dolberg til TV2 Østjylland, da han var til åbning af banen, der er opført af Silkeborg Kommune med et sponsorat fra Johan Cruyff Foundation.
Et væsentligt krav fra Silkeborg Kommune var, at belysningen ikke måtte genere omgivelserne og de omkringliggende beboere, og samtidig skulle banen naturligvis være godt oplyst. Dermed lå der en udfordring i at stoppe unødvendig lysforurening, og det stillede særlige krav til lysberegningerne, som Solar Light stod for.
“Kunstgræsbanen i Voel var en noget anderledes opgave, end vi er vant til. Det er en lille bane på blot 28x42 meter, og kommunens krav betød, at vi måtte være ekstra opmærksomme på, at vores beregninger var præcise,” siger Michael Hansen, der er promotion manager i Solar Light.
Løsningen blev fire master udstyret med Siteco Floodlight 20 midi LED-spots, som gradvist har erstattet de klassiske løsninger til sportsanlæg og fodboldbaner. Med Floodlight 20 midi LED er lyskvaliteten så høj, at man fx kan optage super slow-motion uden at få nogen form for flimmer. Derudover er energiforbruget lavt og man undgår spildlys.
El-installatørvirksomheden KM Automatik, der stod for at få installeret løsningen på den nye multibane, baserede sit arbejde på beregningerne fra Solar Light.
“Samarbejdet med Solar Light har været helt fantastisk og til topkarakter. Vi modtog rigtig fine beregninger, som vi eftertjekkede, og de holdt fuldstændig stik. Derfor var arbejdet nemt at gå til for os”, fortæller Nicolai Hollænder, der er direktør i KM Automatik.
For at undgå lysforurening blev LED-armaturerne på Solar Lights anbefaling vinklet blot fem grader opad fra vandret og ikke de typiske 45 grader. Alligevel gav kombinationen af lumen og vinkling præcis den belysning, der var behov for, uden at genere omgivelserne.
“Jeg har været meget imponeret over Solar Light og det faktum, at de har alle kompetencer in-house. Det mærker man virkelig, for alt var gennemtænkt, og der manglede ingen dele, da arbejdet skulle gå i gang. Derudover kom de med en meget konkurrencedygtige pris på løsningen, og alligevel fulgte deres service og kompetencer med.” slutter Nicolai Hollænder.