Nordisk Solar Compagni tager hul på pengetank

I starten af 1989 tager Nordisk Solar Compagni, Danmarks førende elgrossist, hul på sin imponerende pengetank, der i 1987 opgjordes til en egenkapital på 518 mio. kr., da det foretager opkøbet af sin første udenlandske virksomhed, Westbo El Grossist AB i Sverige. Dermed indledes den ventede ekspansion i udlandet, som koncernen har forberedt siden oprettelsen af datterselskabet Solar International A/S i oktober 1987.  

Ledelsen oplyser, at ekspansionen i de kommende år forventes at foregå ”stille og roligt” uden store og hurtige opkøb og primært vil være koncentreret om nærmarkederne Tyskland, Sverige og Norge.   

Den landsdækkende elgrossist har de senere år investeret stort i etableringen af et moderne centrallager i Vejen. Indkøbs- og lagerfunktioner er blevet centraliseret, og med en banebrydende omlægning og effektivisering af varedistributionen tilbyder den danske engrosvirksomhed nu sine mange installatør- og industrikunder dag-til-dag-levering med allerstørste nytteværdi.  

Siden starten i 1919 har Solar udviklet sig til Danmarks førende grossistforretning.  Virksomheden, der i sine første 70 år udelukkende har haft sit forretningsmæssige virke-felt i Danmark, Grønland og på Færøerne, går nu i gang med at udbrede sine forretnings- og distributionskoncepter til nærmarkederne via opkøb. Den større operationsflade skal sikre Solars fremtidige vækst og med en øget volumen styrke virksomheden i en tiltagende konkurrence fra internationale grossistkoncerner. 

Fra dansk til nordeuropæisk grossist
Det viser sig hurtigt, at udmeldingen om at ekspansionen skal foregå stille og roligt, ikke helt holder stik. Et stort forarbejde og mange måneders forudgående forhandlinger bærer pludselig frugt, og bestyrelsen godkender allerede i efteråret 1989 yderligere fire opkøb. 

 

Sverige

Foruden Westbo El Grossist AB erhverves også Grosseliten AB i 1989, og med de næstkommende års yderligere fem svenske opkøb ( Elgrossisten Göran Arnesson AB,  Elektro Mickie AB,  Elektro Elco AB, Electrica AB og Direkt-El AB) danner en sammenlægning af alle de erhvervede selskaber grundlaget for Solar Sverige AB under ledelse af VD Kjell Svensson.

Tyskland

Samtidig med Berlin-murens fald i november 1989, afslutter Solar en due diligence om købet af den nordtyske grossistvirksomhed Elektro Vertrieb Nord GmbH med hovedkontor i Neumünster.  I årene efter følges opkøbet op med erhvervelsen af yderligere den berlinske grossistvirksomhed Georg Herrchen Gmbh & Co KG samt firmaet R. Janke GmbH i Lübeck. Sammen bliver de rammen om det daværende Solar Deutschland GmbH.

Holland

I 1996 erhverver Solar det velrenommerede hollandske grossistselskab Brinkman & Germeraad BV med associerede selskaber i Holland og Belgien.  Der etableres et nyt moderne centrallager, og da Solar senere erhverver alle aktier i Groothandel Electro Automatisering Smelt BV, skabes fundamentet til det landsdækkende tekniske grossistselskab, vi i dag kender som Solar Nederland B.V.

Polen

Parallelt med etableringen i Holland lykkes det i 1998 Solar at opkøbe en række mindre grossistselskaber i Polen. En fusioneringsproces med udvikling og implementering af en ny fælles IT-platform indledes, og med etableringen af hovedkontor og centrallager i Lodz vest for Warszawa ser Solar Polska Sp. z o.o. dagens lys.

Norge

Selv om udmeldingen i 1989 lød, at den udenlandske ekspansion primært ville blive koncentreret om Tyskland, Sverige og Norge, går der 10 år, inden det lykkes Solar at hejse compagni-flaget i Norge med opkøbet af Siemens Elektroengros AS Norge i år 2000.  Med yderligere opkøb af Elektrogrossisten Sør AS og efterfølgende etablering af centrallager ved Gardermoen sætter norske glødende solarianere hurtigt og effektivt sokkelstenene til det Solar Norge A/S, vi kender i dag. 

Finland

Bare 6 måneder efter, at aftalen er indgået med Siemens Elektroengros i Norge, lykkes det Solar at erhverve det finske selskab Viikinkikaapili OY i Helsinki.  Det viser sig dog ikke muligt at gøre yderligere tilkøb og opbygge tilstrækkelig volumen til at opretholde selskabet.  Solar afhænder efter en kort årrække forretningsaktiviteten i det finske datterselskab til el- og vvs-grossisten Ahlsell.

Kompetence- og konceptudvikling:
For at opkøbene kan tilføre Solar den ønskede synergi, sættes der i de nye udenlandske selskaber fokus på teknisk kompetenceudvikling og introduktion af Solars koncepter. Det er et knæsat princip og forlangende, at der etableres centrallagre, udvikles elektroniske samhandelsløsninger og indføres natdistribution, for at også de nye selskaber skal leve op til Solars grossistkoncept:  

Kunden skal modtage den rette vare – på det rette tidspunkt – det rette sted – i den rette mængde og med den rette tekniske og markedsføringsmæssige support.

Brancheglidning og ny forretningsstrategi 
Efter godt 10 år med en effektiv horisontal markedsvækststrategi og opkøb af mere end 30 selskaber er Solar positioneret som danskejet grossistkoncern med 7 landeselskaber i det nordeuropæiske marked ved indgangen til årtusindskiftet.

 

I 2003 beslutter koncernledelsen at ændre og tilpasse vækststrategien til den betydende brancheglidning, der tiltagende konstateres i flere markeder, hvor såkaldte teknikentreprenører påtager sig at levere og installere totale tekniske løsninger inden for el, vvs og ventilation.

Det medfører, at Solars forretningsstrategi udvides og i 2004 omformuleres til: ”Engroshandel med og distribution af el-, vvs- og ventilationskomponenter”

Meldingen er klar og ikke til at tage fejl af. Solars tidligere horisontale vækststrategi skal være mere vertikal. Væksten skal nu komme fra øget markedspenetration i de eksisterende markeder og baseres på et markant udvidet produktprogram.

Allerede i september samme år annoncerer ledelsen i Solar Danmark opstarten af en vvs-division.         

 

Vi indtager Europa

Tilbage i 90'erne var Solar International en forretning i udvikling. Filmklippet her tager os på en tur rundt i de forskellige Solar-lande, vores kontorer og centrallagre. Dengang havde vi også kontorer i Finland og Tyskland.

Historisk perspektiv

I 1989 falder de første sten fra Berlinmuren. Videoen her viser et par billeder fra en meget historisk periode i Europas historie.

CV – Nordisk Solar Compagni

Virksomhedens data:

Navn: Nordisk Solar Compagni A/S (NSC) 
Grundlagt: 17. maj 1919 i Kolding
Stiftere: Jacob Jørgensen og Herluf Sørensen 
Adresse: Haderslevgade 25, Kolding
Idegrundlag: Fabrikation og handel, elektriske artikler og radio en gros 

 

Vigtige hændelser:
17.05.1919 Interessentselskabet Nordisk Solar Compagni ved Jørgensen og Sørensen stiftes på Rendebanen 6, Kolding

1923 Virksomheden flytter til Haderslevgade 21-23, Kolding

1924 Måleraktiviteterne udskilles i selskabet Dansk Målerværksted, Kolding

1925 Radioproduktion etableres under navnet Audiola Radio i Kolding    

1926 Rørcentralen ved havnen i Kolding                                                                   

1928 NSC køber en del af ejendommen, Haderslevgade 21-23 i Kolding

1929 Filialer i Aarhus og Nykøbing Falster

1929 Eksport af Audiola-radioapparater og radiomateriel

1930 NSC omdannes til Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni  

1930 Filial Kattesundet 21, Aalborg

1931 Skandinavisk Glødelampefabrik

1931 Salgsafdeling i Valkendorfsgade, København

1936 Filialer i Esbjerg 01.05 og København 01.06

1938 Audiola omdannes til Aktieselskabet Audiola Radio   

1938 NSC køber ejendommen Haderslevvej 25, Kolding

1939 Filial etableres i Odense

1942 NSC overtager Jeppesens Maskinfabrik i Kolding

1943 Udvidelse af Audiola fabrikken i baggården 

1945 Prokurist Harald Jørgensen afløser bestyrelsesmedlem Herluf Sørensen og indtræder i bestyrelsen for A/S Nordisk Solar Compagni

1946 Skandinavisk Glødelampefabrik ophører

1949 Dommer Johannes Borum indtræder i bestyrelsen

1950 Kraftig udvidelse af Audiola fabriksbygningen i baggården  

1950 Harald Jørgensen udnævnes til underdirektør

1953 A/S Nordisk Solar Compagni børsnoteres

1953 Filial etableres i Holstebro

1953 Harald Jørgensen udnævnes til direktør og medlem af direktionen

1954 Bestyrelsen udvides til 5 medlemmer Fabrikant N Jeppe Juhl (formand),  Dommer Johannes Borum (næstformand), Direktør Harald-Houlberg Nielsen, Adm. direktør Jacob L Jørgensen og direktør Harald Jørgensen

1955 Solar Holding stiftes

1955 Prokurist Jørgen Borum udnævnes til direktør for regnskab og økonomi

1956 Professor, dr. Polit. Jørgen Pedersen afløser bestyrelsesmedlem Houlberg-Nielsen og indtræder i bestyrelsen for Nordisk Solar Compagni

1956 Audiola radioproduktion ophører

1956 Audiola Radio omdannes til produktionsselskabet Audiola A/S

1957 Forstander for Kolding Købmandsskole Robert W Crüger afløser Johannes Borum og indtræder i bestyrelsen for Nordisk Solar Compagni

1957 Filialer etableres i Randers og Vejle

1960 Fabriksgården (9.000 kvadratmeter) bygges på sydbaneterrænet i Kolding 

1961 Prokurist C. P. Ørssleff udnævnes til direktør

1963 Filial etableres i Sønderborg

1964 Filial og fabrik for belysningsproduktion etableres i Glostrup

1965 Filial etableres i Silkeborg

1966 Filial etableres i Frederikshavn

1967 Jacob Jørgensen afgår ved døden efter kort tids sygdom. Direktørerne Jørgen Borum og Class P. Ørssleff indtræder i direktionen sammen med direktør Harald Jørgensen

1967 Direktør Harald Jørgensen indtræder som formand for bestyrelsen i A/S Audiola

1968 Belysningsproduktionen udskilles af A/S Audiola til en selvstændig afdeling, ”Solar Armatur” i Nordisk Solar Compagni

1968 Sammen med andre el-grossister opretter Solar I/S El-Salg

1969 Solar fejrer den 17. maj firmaets 50-års jubilæum

1971 Solar erhverver aktiepost i Classen Schmidth Import A/S

1972 Produktionsselskabet A/S Audiola flyttes til nybygget fabrik i Vejen. Kolding-filialen flyttes fra Haderslevvej til Audiolas tidligere lokaler i Ågade.

1972 Direktør Harald Jørgensen indtræder som formand for bestyrelsen i A/S Nordisk Solar Compagni

1976 Solar erhverver aktiepost i Silcon Elektronik A/S, Kolding

1978 A/S Audiola og armaturvirksomhedens aktiviteter samles i datterselskabet A/S Solar Armaturproduktion, Vejen 

1979 Filial etableres i Farum

1980 Prokurist Thorkild T Jørgensen udnævnes til underdirektør og indtræder i direktionen efter direktør C.P. Ørssleffs død

1980 Prokuristerne Bent Jensen og Carsten H. Ørssleff udnævnes begge til salgsdirektører og prokurist Kurt Thisted udnævnes til økonomidirektør.

1981 Solar opretter afdelingen Solar Offshore, Esbjerg

1982 Solar opretter afdelingen SolarTavler

1982 Solar udgiver det blå elmateriel katalog

1983 Filial etableres i Slagelse

1984 Rudolph Schmidt A/S, København opkøbes

1984 Herman Møller A/S, Ålborg opkøbes og fusioneres ind i Rudolph Schmidt A/S

1984 Solar Invest overtager 50 % af Tranberg Biler

1984 Solar årsomsætning når 1 mia. DKK

1984 Solar opretter reeksportafdelingen Solar International

1984 Solar opretter afdeling for intern uddannelse

1985 Selskabet Solar P/F Færøerne stiftes

1985 Carl Brincker A/S, Herlev opkøbes

1985 Solar Produktion stifter selskabet A/S Kilelys

1985 Solar opretter industriteknisk PLC/PC afdeling 

1985 Belysningsfabrik og centrallager bygges i Vejen

1986 Solar opretter egen EDB-systemudvikling- & driftsafdeling

1986 Solar tilbyder elektronisk overførsel af prisoplysninger til kunder

1986 J. Klitsø A/S, København opkøbes

1987 Direktørerne Harald Jørgensen og Jørgen Borum udtræder af direktionen for at give plads til yngre kræfter.

1987 Statsaut. revisor Knud-Erik Hansen og salgsdirektør Carsten H. Ørssleff indtræder i direktionen sideordnet med hidtilværende direktør Thorkild T. Jørgensen

1987 Prokurist Søren Larsen udnævnes til salgsdirektør, prokurist Knud Erik L. Nielsen udnævnes til indkøbsdirektør og regnskabschef John Olesen meddeles prokura.

1987 Selskabet Solar International A/S stiftes

1988 Regal Maskinelektro ApS, Roskilde opkøbes

1988 Solar omstiller fra decentral til central EDB løsning

1988 Solar Online 

1988 Varedistributionen centraliseres og omlægges fra dag- til natdistribution

1989 Solar International erhverver Westbo El Grossist AB, Sverige

1989 Solar International A/S opkøber Grosseliten AB, Sverige

1989 Rudolph Schmidt A/S opkøber M.J. Trading A/S, Danmark

1989 Solar Armaturproduktion A/S opkøber Hans-Agne Jacobsson AB, Sverige

1990 Solar International A/S opkøber Elektro Vertrieb Nord GmbH, Tyskland

1990 Solar International A/S opkøber Elgrossisten Göran Arnesson AB, Sverige

1990 Hans Agne Jacobsson A/S opkøber Pentalux AB, Sverige

1990 Direktør Harald Jørgensen afgår ved døden. Lic. Scient Jens Borum overtager formandsposten i bestyrelsen, og direktør Thorkild Thage-Jørgensen indtræder i bestyrelsen efter faderens død.

1992 Solar International A/S opkøber G Herrchen KG GmbH, Berlin, Tyskland

1993 Solar International A/S fusioneres med A/S Nordisk Solar Compagni, Kolding

1993 Hans-Agne Jacobsson A/S opretter Jacobsson GmbH, Tyskland

1996 Solar erhverver den hollandske grossist Brinkman & Germeraad B.V., samt dennes datterselskaber BV Gelderse Apparaten Fabriek,  Elgro - Alberts & Kluft B.V., Holland samt Bintz Technichs NV, Belgien

1997 Direktør Thorkild Thage-Jørgensen udtræder af direktionen. Direktionen for Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni består herefter af direktør Knud-Erik Hansen med primært ansvar for økonomi og administration samt direktør Carsten Ørssleff med primært ansvar for handel og produktion. 

1997 Solar opkøber Elektro Mickie AB, Sverige

1997 Solar opkøber Elektro-Elco AB, Sverige

1998 Solar A/S afhænder Hans Agne Jacobsson A/S til Thorn Lighting A/S

1998 Solar A/S erhverver AB Electrica , Sverige

1998 Solar Lodz Sp.z o.o. erhverver Eltim TB, Polen

1998 Solar A/S erhverver Elektrogrosshandlung R Janke GmbH, Tyskland

1999 Solar Lodz Sp.z o.o. erhverver Elektro Watt, Polen

1999 Solar Lodz Sp.z o.o. erhverver Ola Wroclaw Sp. z o.o., Polen

1999 Solar Lodz Sp.z o.o. erhverver Just Amico Biala Podlaska Sp. Z o.o., Polen

1999 Rudolph Schmidt overtager OrtoConnex, Sverige

1999 Solar erhverver Direkt-El AB, Sverige

2000 Solar erhverver Siemens Elektroengros AS Norge

2000 Solar erhverver Viikinkikaapeli OY, Finland

2000 Rudolph Schmidt A/S erhverver Tele-Tarvike Järvinen OY, Finland

2001 Solar erhverver Elektrogrossisten Sør, Norge

2002 Solar erhverver aktierne i Groothandel Electro Automatisering Smelt BV, Holland

2004 Solar Danmark opstarter VVS-division

 

Direktion og bestyrelse:

Direktion: Direktørerne  Carsten H Ørssleff og Knud-Erik Hansen

Bestyrelse: Lic. Scient Jens Borum (formand), Civilingeniør Niels Borum, næstformand, Direktør Niels Olav Johannesson, Direktør Peter Falkenham, Advokat Peter Ulrik Linde, Socialrådgiver Agnete Thage Jørgensen