Audiola Radio

Kapitel 3: 1925 - 1930

Travl Kolding-virksomhed etablerer dansk radioproduktion 

Efter udskillelsen af Solars måleraktiviteter i Dansk Maalerværksted ændrer direktør Jacob Jørgensen i 1925 Nordisk Solar Compagnis forretningsgrundlag til at være ”Fabrikation og handel med elektriske artikler og radio en gros”.

Jacob Jørgensen har med skærpet opmærksomhed fulgt med i, hvordan befolkningens interesse for radiomodtagelse er steget siden de første prøveudsendelser i 1923. Og da en række statslige radiostationer med BBC i Storbritannien i spidsen bliver etableret i Europa, er den forudseende købmand ikke i tvivl om, at radiofonien vil trænge frem som et elektronisk massemedie. Jacob Jørgensen er overbevist om, at radioen, ligesom elektriciteten, hurtigt vil blive udbredt og hvermandseje. 

En travl hverdag i Haderslevgade
Det er gået stærkt, siden Nordisk Solar Compagni i 1919 blev etableret på 1. salen af Rendebanen 6 i Kolding. Den kraftige vækst har allerede to gange betydet flytning til større lokaler, og selvom den mondæne adresse på Haderslevgade har givet virksomheden albuerum, er det alligevel også nødvendigt at leje lagerlokaler to steder ude i byen.

Den nye moderne og elektriske verden fascinerer overalt og trænger hurtigt frem især i de større byer. Den tiltagende efterspørgsel mærkes i Solar, hvor det ikke længere er nok kun at køre pakker til banen i Kolding en gang om dagen.
Læs mere om datidens infrastruktur her

At firmaets første rejsende sælger, N.C. Jehrbo, er en ihærdig repræsentant forstærker travlheden. Jehrbo kommer vidt omkring, han er tillidsvækkende og med hans kyndige rådgivning og troværdige fremtoning får mange fjerntliggende elinstallatører sat ansigt på Solar.  Nye kunder strømmer til, og den daglige ordremængde vokser i en hidtil uset fart.

Audiola Radio logo

 

Danish Audiola Radio adDansk Audiola-reklame

 

Audiola radio production 1930Radioproduktion i 1930

Radiofabrikation - en ny æra begynder
I 1924 er radiomodtagelse, næst efter automobilen, det mest beskrevne tema i tidens presse. Nordisk Solar Compagni skaffer en del radiokomponenter, som sælges til selvbyggere, og Jacob Jørgensen beslutter at undersøge muligheden for radiofremstilling. Der bliver straks indkøbt blæselampe og loddekolber, og efter måneders ihærdig eksperimenteren og kyndig hjælp fra den lokale telegrafkontrollør Meyer lykkes det Jacob Jørgensen sammen med medarbejderne Johs Olesen og N.C. Jehrbo at samle to velfungerende prototyper i efteråret 1924.
Læs mere om Johs Olesen og hans erindringer her.

Selvom Jørgensen nu er klar til at etablere egentlig produktion, afventer han håbefuldt regeringens officielle meddelelse om at give Statsradiofonien sendetilladelse. Da det endelig sker 1. april 1925, igangsætter Nordisk Solar Compagni fremstilling af radioer under navnet Audiola. Det er den entusiastiske Jehrbo, der finder på navnet, som er en sammensætning af Audion-lampen og den amerikanske radiofabrik Radiola.  Johs Olesen bliver udnævnt til værkfører og får ansvaret for at styre selve produktionen, og ingeniør S. Lindberg bliver ansat til at stå for udvikling. 


Audiola radioproduktion i 1942

I 1926 bringer Nordisk Solar Compagni den første modtager ”4 Lampes Audiola de Luxe” på markedet. Apparatets pris er 160 kroner (nutidsværdi 5.445 kroner) og sælges kun en gros til elektroinstallatører. Samtidig med at nye modeller kommer til, begynder Audiola også at producere højtalere.

Nordisk Solar Compagni, der står for al salg og markedsføring af Audiola, udgiver i 1929 det første Audiola NSC-katalog.  Jacob Jørgensen forbereder samtidig begyndende eksport ved at få fremstillet en engelsk brochure. Heri omtales 4 radioer og NSC-højtaleren.

 

English Audiola brochure    
Engelsk Audiola-brochure

Jacob Jørgensens satsning på fremstilling af radioer kommer på det helt rigtige tidspunkt. Antallet af radiolyttere vokser time for time.  I 1926 registreres ca. 130.000 licensbetalende radiolyttere. I 1939 har 80% af alle danske husstande en radio i hjemmet.

Den nyslåede fabrikant Jacob Jørgensen udtaler ambitiøst: ”Audiola Radio skal ikke kun følge med tiden, men skal udvikle og designe modeller, der er med til at præge tiden”.                                                                                                                           

De første filialer
Da både afsætningen af el-materiel og radioapparater udvikler sig nærmest eksplosivt på samme tid, er der brug for udvidelse af de fysiske rammer.  Solar køber i 1928 en væsentlig del af ejendommen Borgen i Haderslevgade og indretter større værksteds- og lagerfaciliteter. Den 1. juli 1929 åbner Solar sin første filial i Aarhus, og bare fem måneder senere følger en filial i Nykøbing Falster. På skilte ved indgangene til filialerne står der: ”NORDISK SOLAR COMPAGNI – Elektriske Artikler og Radio – EN GROS”. 

Audiola Radio, 200 medarbejdere og en radio hvert 7. minut
Audiola Radio fremstiller radioer, højtalere og grammofoner frem til 1957. I perioden 1926–1931 fremstilles 15.000 apparater, og i perioden 1932-1942 fremstilles 60.000 apparater.



Audiola radio, produktionen i Haderslevgade, 1942

Efter 2. Verdenskrig bygges der i 1946 en 4. etage på fabrikken, og produktionen kommer langsomt i gang igen. I 1947 står fabrikken klar med øget kapacitet, og fra det nye samlebånd kommer en radio hvert 7. minut. I 1950 beskæftiger fabrikken ca. 200 medarbejdere og producerer samme år ca. 15.000 apparater.

Audiola Radio opnår en markedsandel på ca. 10% i Danmark og anses som betydende i dansk radioindustri. Audiola Radio A/S opbygger betydende eksport til ti lande i Europa og Sydamerika. 

Turkish audiola ad
Tyrkisk Audiola annonce

Fra interessentselskab til aktieselskab
I december 1930 ændres Nordisk Solar Compagni til et aktieselskab. Den ændrede selskabsform styrker Solars anseelse som en velfunderet, dansk producent og handelsvirksomhed over for både danske og udenlandske forretningsforbindelser.  

Jacob Jørgensen sikrer samtidig, at selskabskapitalen udvides, så der fortsat er plads til investeringer og udbygning af Solars forretningsaktiviteter. Han har planer om etablering af endnu et fabrikationsselskab.

Læs videre i næste kapitel der bliver bragt den 17. april 2019.     

CV – Jacob Jørgensen

Kolding 1930

Personlige data:
Navn: Jacob Lauritz Jørgensen 
Fødselsdato: Født den 17. januar 1891                                                       
Fødselssted: Sønderborg, der på det tidspunkt hører under Tyskland             
Civilstand: Gift i 1918 med Marie Andersen, Vamdrup
Børn: Harald Preben Jørgensen (06.01.1918) og Edith Jørgensen (20.01.1920)      
Adresse: Strandvejen 9 Kolding

Uddannelse og erhvervserfaring:
1905 – 1906 Skibsdreng på det tyske skoleskib Potosi
1906 – 1909 Uddannes til skibskonstruktør ved værfter i Flensborg og Eutin, Tyskland
1909 – 1910 Ansættelse hos Blom & Vos, Hamborg samt Hamborg Elektricitetsværk
1910 – 1912 Ansat som rejsende/målertekniker ved Solar Zähler Werke, Hamborg
01.02.1912 Indvandrer til Danmark og repræsenterer det engelske firma Solar Works
21.07.1913 Stifter og daglig leder af Solar Elektricitetsmaaleren v/ Pedersen & Jørgensen
17.05.1919 Medstifter og daglig leder af Nordisk Solar Compagni, Jernbanegade 19, Kolding
12.12.1919 Borgerskab som købmand i Kolding
17.08.1920 Næringsbevis som fabrikant i Kolding
01.12.1924 Stifter og medejer af selskabet Dansk Målerværksted, Kolding
1926 – 1928 Formand for erhvervsnetværket Kolding Fodsportsforening af 1915
1927 Honorær tysk konsul i Kolding 
1929 Medlem af bestyrelsen for Kolding Sejlklub
1930 Adm. direktør i Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni, Kolding 

 

Personlige interesser og kvalifikationer:
Interesser: Elektricitetens udbredelse og de tilhørende forretningsmuligheder, skibe, sejlsport, heste og ridning
Sprog: Behersker dansk og tysk i skrift og tale
Købmand: Har udpræget sans for godt købmandskab, er innovativ og en igangsætter

CV – Nordisk Solar Compagni

Virksomhedens data:

Navn: Nordisk Solar Compagni A/S (NSC)
Grundlagt: 17. maj 1919 i Kolding
Stiftere: Jacob Jørgensen og Herluf Sørensen 
Adresse: Haderslevgade 21–23,  Kolding
Idegrundlag: Fabrikation og handel, elektriske artikler og radio en gros 

 

Vigtige hændelser:
17.05.1919 Interessentselskabet Nordisk Solar Compagni ved Jørgensen og Sørensen stiftes på Rendebanen 6, Kolding

1919 Virksomheden flytter til Jernbanegade 19, Kolding

1923 Virksomheden flytter til Haderslevgade 21-23, Kolding

1924 Måleraktiviteterne udskilles i selskabet Dansk Målerværksted, Kolding

1925 NSC etablerer radioproduktion under navnet Audiola Radio i Kolding    

1926 NSC bygger Rørcentralen i sydbaneområdet tæt ved havnen i Kolding. Her lakeres, lagerføres og ekspederes importerede stålrør. 

1928 NSC køber en del af ejendommen, Haderslevgade 21-23 i Kolding

1929 NSC opretter filial i Fredensgade 28, Aarhus 

1929 NSC opretter filial i Nygade 4, Nykøbing Falster

1929 NSC etablerer eksport af Audiola-radioapparater og radiomateriel

1930 NSC omdannes til Aktieselskabet Nordisk Solar Compagni

 

Direktion og bestyrelse:

Direktion: Direktør Jacob Jørgensen

Bestyrelse: Savværksejer Jeppe Juhl, Kolding og Købmand Herluf Sørensen, Kolding