Solar fokuserer på kerneforretningen og konceptsalg

I 2017 udnævnes den danske landedirektør til CEO, og det betyder øget fokus på kerneforretningen og konceptsalg.

Med ansættelse af Jens Andersen som ny CEO i 2017 øger Solar sit fokus på kerneforretningen. Der bliver udpeget tre strategiske fokusområder, som skal understøtte de finansielle mål frem mod 2020. Fokusområderne er: Strategiske leverandører, industrifokus og operational excellence.

 

Samarbejdet med strategiske leverandører skal munde ud i øget konceptsalg til kunderne. Der bliver tilføjet nye kundekoncepter, så Solar nu råder over Solar Plus, Solar Light, Solar Netto, Solar Cable, Solar Project, Solar Heat og Solar Tools. Samtidig bliver der fornyet fokus på at arbejde på tværs af markeder og opnå synergier.

Sideløbende etablerer man en skandinavisk industrisalgsorganisation med særlig fokus på Total Cost of Ownership (TCO). Gennem levering af løsninger til større kunder, der opererer på tværs af landegrænser, ønsker Solar at hjælpe kunderne med at reducere deres totalomkostninger via eksempelvis strategisk sourcing og leverandørkonsolidering.

På centrallagrene tager Solar fat i implementering af lagerstyringssystemet SAP eWM (extended Warehouse Management), ligesom det automatiserede oplagringssystem AutoStore bliver taget i brug på flere lagre.

I tråd med den videreførte strategi om profitabel vækst frasælger Solar i 2018 sine underskudsgivende forretningsaktiviteter i Østrig og Belgien, ligesom man efterfølgende frasælger uddannelsesvirksomheden Scandinavian Technology Institute og genetablerer Solar Skolen i eget regi.

Til gengæld styrker Solar i 2019 sin markedsposition inden for vvs samt klima og energi i Sverige. Det sker gennem opkøb af udvalgte dele af Onninen ABs svenske forretningsaktiviteter.

Digitalisering, urbanisering og elektrificering

Megatrends som digitalisering, urbanisering og elektrificering ændrer samfundet i disse år, og Solar står stærkt placeret inden for alle tre felter.

Klimadebatten intensiveres, og Solar øger også sit fokus på den grønne omstilling - blandt andet med etablering af et overdækket solcelleparkeringsanlæg i forbindelse med koncernhovedsædet i Vejen. Anlægget, der etableres i 100 års-jubilæumsåret 2019, sikrer grøn strøm til virksomhedens eget datacenter og strøm til el-biler. Det fungerer samtidig som kommercielt udstillingsvindue, så løsningen let kan demonstreres for kunder. Konceptet markedsføres under navnet ”SunDryve” i relation til sol, kørsel og biler der kan holde i tørvejr.

Endnu engang går Solar forrest og udfordrer sin omverden med henblik på at skabe et nyt forretningsområde. Virksomheden har da også netop defineret et overordnet virksomhedsformål: We passionately challenge to add value.

At udfordre og have modet til at skabe forandring har været Solars eksistensberettigelse i 100 år. I dag er Solar en grøn og digital sourcing- og servicevirksomhed, der hjælper kunderne med at øge deres produktivitet og leverer løsninger, som sikrer bæredygtig brug af ressourcer. Det sker gennem 3.000 dedikerede medarbejdere, som med respekt for historien arbejder med at videreudvikle og forny virksomheden.

Og de har opbakning fra Solars hovedaktionær, Fonden af 20. December, som har rødder tilbage til Solars grundlægger Jacob Jørgensen. Efter et generationsskifte i fonden er det nu fjerde generation af familien, der sikrer grundlæggerfamiliens fremtidige forbindelse til Solar og er med til at sætte retningen for virksomheden.

”Opbakningen til Solar er stærk og rodfæstet i fondens vedtægter. Fonden af 20. Decembers primære formål er nemlig at støtte den langsigtede udvikling af Solar og være med til at sikre succes. Derfor stiller vi naturligvis krav til resultaterne i stil med de øvrige aktionærer. Sådan må det være i en børsnoteret virksomhed”, siger Thomas Borum, bestyrelsesformand i Fonden af 20. December, og tilføjer:

”Med udgangspunkt i virksomhedens kerneværdier, glød, mod og SmartFun, skal Solar også i fremtiden være innovativ og forandringsskabende for at skabe værdi for kunder og aktionærer - og interessante jobmuligheder for medarbejderne. Vi har taget hul på de næste 100 år, hvor Solar uden tvivl vil bevæge sig nye steder hen. Det bliver meget spændende at følge”.

Dette var det 12. og sidste kapitel i Solars historie. Vi ser frem til de næste 100 år!

Læs mere om vores værdier under Karriere